CLAIRE HOLLMANN, PRODUCER

Har arbejdet på TV MIDTVEST i 32 år

Claire kender hver en krog af huset og hver en detalje i produktionen. Hun er kvinden bag kulisserne – en af de uundværlige producere, der får alt til at spille: fra kameravinkler og liveforbindelser til minutpræcis timing og teknisk trylleri. Når studiet lyser op, og værten tager ordet, har Claire allerede haft fingrene i alt, du ser og hører.
Som producer har Claire et overblik ud over det sædvanlige. Hun får komplekse udsendelser til at glide – også når teknikken driller, og 70.000 seere er med på linjen. Hun er den rolige stemme i værtens øresnegl, der guider og justerer undervejs.

Fra afviklingsrummet styrer Claire alle kameraer i studiet. Der er nemlig ingen fotografer bag – det hele kører på robotkameraer, kodet og styret af dagens producer. Claire er tovholder hele vejen: fra det første materiale tikker ind, til værten siger "tak for i aften" og signalet igen er TV 2’s.

Når kodede robotkameraer ikke slår til – ved liveinterviews, studieprogrammer eller debatter – er det Claire, der klipper mellem kameraer og vurderer, hvordan udsendelsen bliver både informativ og visuelt behagelig. Hvornår skal vi tæt på, og hvornår skal seeren have ro til at trække vejret med et totalbillede? Claire er seerens øjne i afviklingsrummet.

Og det stopper ikke der. Claires sikre smag og skarpe blik for, hvad der fungerer, bliver regnet for noget! Det er derfor hende, værterne går til, når der skal vælges tøj – ikke bare så de kan se godt ud, men så det hele fungerer i netop det lys og den kontekst, studiet skaber. Hun ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør – og siger det med den ærlighed, der gør det trygt at læne sig ind i hendes dømmekraft.

Claire er også husets bibliotekar. Hun styrer TV MIDTVESTs enorme arkiv og håndterer salg af materiale ud af huset. Men den del må vi tage i et andet nyhedsbrev – for Claires mange talenterfylder mere end pladsen her tillader.

Så næste gang du tænder for TV MIDTVEST, og alt bare spiller, så send en tanke til Claire og hendes producer-kolleger. Du ser dem sjældent, men de er helt uundværlige.

 

Næste portræt er på vej – vil du have det direkte i indbakken? Tilmeld dig nyhedsbrevet lige her.