BENJAMIN NIELSEN HALD, JOURHAVENDE
Har arbejdet på TV MIDTVEST i 2 år
Før ham var det hans mor. Før hende hans far. Fra de spæde dage i 1989 og helt frem til i dag har et medlem af familien Nielsen Hald haft sin gang på TV MIDTVEST - i arkivet, i økonomien og nu i maskinrummet.
Benjamin Nielsen Hald er jourhavende på TV MIDTVEST. En af dem, der har ansvaret for tvmv.dk. For overblikket og prioriteringen. Hvilke historier skal ud? Hvornår? Hvordan skal de skæres, så de bliver set - og valgt til? Helt afgørende overvejelser, for som Benjamin minder os om: “Hvis ikke nogen læser vores journalistik, har den ingen værdi.”
Opgaven kræver overblik. Og evnen til at bevare det. Flere historier i spil samtidig. Forskellige formater. Forskellige deadlines. Alle med deres egne hensyn.
Overskrifterne skal lokke, men ikke snyde. De skal åbne døre på klem og overbevise os om, at det, der venter derinde, er værd at blive for.
“Der er aldrig nogen, der er blevet klogere af kun at læse en overskrift,” siger Benjamin og understreger pointen. Han skal have midt- og vestjyderne til at stoppe op og blive klogere. Sørge for at journalistikken har værdi for dem, den er lavet til. Dig og mig.
1. juni skifter Benjamins fokus. Eller det udvides måske nærmere. Her træder han nemlig ind i en stilling som ledende redaktør i Livecentret - og går fra selv at producere til at sætte retning for dem, der gør. Et skifte fra kollega til leder. Herfra skal han udvikle medarbejdere, holde retning, omsætte strategi til hverdag og sørge for, at det ikke bare er gode intentioner - men noget, der kan mærkes i det, der bliver sendt ud.
Han lægger ikke skjul på, at det bliver nyt for ham. Men han siger det uden dramatik: ”Alle ledere skal jo starte et sted - hvor de skal være det for første gang.” Og det siger meget om Benjamin. Han er rolig. Uimponeret. Ikke de store armbevægelser. Måske man endda kan sige klassisk vestjysk? Men roen er ikke det samme som fravær af ambition. Bestemt ikke.
Under overfladen ligger en tydelig drivkraft. En vilje til at gøre tingene ordentligt. Til at flytte noget. Og fra 1. juni er det hans ansvar.
Og hvad angår arven, så har Benjamin og hans hustru for nylig sikret, at der en dag kan komme en ny Nielsen Hald på TV MIDTVEST. Pyha.



