Mød studieværten Mikkel
En gang om måneden kommer der et nyt portræt af en af TVMV-ansat

MIKKEL SKOVSGAARD, STUDIEVÆRT OG REDAKTØR
Har arbejdet på TV MIDTVEST i 2 ÅR
Der er allerede godt gang i nyhedsmaskineriet, når Mikkel dukker op – historierne ruller, telefonerne er varme, og journalisterne tæsker løs på tastaturerne. Men når Mikkel træder ind, føles det alligevel, som om nogen åbner et vindue. Et lille pust af frisk luft. Et smil i fuld figur. Han hilser med hele kroppen og vinker til dem, han ikke kan nå med stemmen. Man kan ikke undgå at føle sig set – selv med hovedet begravet i en deadline.
“Det er et fedt sted at komme ind ad døren. Lige fra man går ind ude ved receptionen ved Hanne, til man går ned i køkkenet. Og til at gå ind og sige hej på direktørens kontor. Hele vejen rundt. Det er bare en megafed arbejdsplads med nogle fede ambitioner, som jeg synes, jeg passer godt ind i,” fortæller Mikkel, og vi nikker – han er jo selv med til at gøre det til netop sådan et sted.
Mikkel er det menneskelige modstykke til breaking-bjælken. En varm, levende vært, der samler dagens historier op og bygger bro mellem kolde facts og den menneskelige oplevelse, der skal mærkes og forstås. Og han elsker det.
“Jeg får lov til at binde det hele sammen. Alt det, mine kolleger har knoklet med siden klokken halv seks. Det kritiske interview. Den rørende reportage. Det hele. At se dét gå op i en højere enhed – det, synes jeg, er fedt.”
Og så er der live-nerven. Den kriblende, dirrende fornemmelse af at det her sker lige nu, og at der ikke er nogen fortrydelsesret. Den elsker han.
Hans arbejdsdag begynder kl. 10:00 og slutter først, når Midt- og Vestjylland har fået dagens sidste nyheder klokken 22:30. I løbet af dagen skriver og finpudser han hver eneste sætning, han skal sige på skærmen. Alt, der kommer ud af hans mund, har først været en tur gennem hans egne fingre, så det kan mærkes, at det kommer fra ham – ikke bare gennem ham.
Resten af dagen bruger han på at få alt til at spille – sammen med grafiker, producer, redaktør og resten af redaktionen. Der skal koordineres, justeres og vurderes: Holder historien? Skal vi ændre vinkel? Falder en kilde fra? Er det her stærkt nok – eller skal vi noget helt andet? Alt sammen med dét mål at lave en stærk og relevant 19:30-udsendelse, der tager både stof og seer alvorligt. En udsendelse, som lander på præcis 24 minutter. Ikke et sekund mere. Ikke et sekund mindre. Og lige inden den røde lampe tænder, går han ud, stryger skjorten, dupper sig med concealer og pudder, han selv har købt – og træder ind i studiet. Klar til at være den, vi læner os ind i.
Indimellem bytter han værtsskjorten ud med redaktørhatten og sætter sig bag kameraerne – dér, hvor tråde samles og historier prioriteres. Men det er altså foran kameraet, vi møder ham. Der hvor han skaber sammenhæng, overblik og tryghed. For Mikkel er faglig, forberedt og fyldt med erfaring fra både TV 2 og Radio4. Men mest af alt er han den slags menneske, der kan løfte en hel dag bare ved at være i den. Og det er præcis den energi, han tager med sig ind i studiet – aften efter aften.