Erhvervspraktikanter på TV MIDTVEST

Støtteforeningen har givet støtte til, at vi på TV MIDTVEST nu kan tilbyde erhvervspraktik til elever i 8. og 9. klasse.
Vi havde, for første gang nogensinde, fornøjelsen af at have besøg af 12 energiske, seriøse og entusiastiske elever fra vores region. De var igennem et skræddersyet og tætpakket program, hvor de fik et indblik i, hvordan man arbejder som journalist og fotograf her på stedet. Det var en stor fornøjelse at have besøg af eleverne og de har fået en oplevelse for livet.
DEN FØRSTE DAG!
Vi startede dagen med en rundvisning på stationen og eleverne er blevet introduceret til, hvordan man laver den gode historie og hvordan man bygger en historie op og laver indhold. Derudover er de blevet klogere på hvilke billeder der skal til, for at fortælle den ønskede historie. Desuden kom der, til stor begejstring for eleverne, fornemt besøg af holdet bag FOTOVOGNEN.
DAG 2
... i praktikugen er fløjet afsted. Eleverne mødte fra morgenen af ind til redaktionsmøde, hvorefter de koncentreret fulgte med i en lektion omkring kildekritik og etik. Umiddelbart derefter skulle de i gang med at researche og finde de historier som de vil lave, hvorefter de blev introduceret i håndtering af et kamera. Inden aftensmaden var der LIVE træning på programmet, hvor de fungerede som journalister og fotografer. Der blev stillet om fra studiet og det var en kæmpe oplevelse for eleverne, ikke mindst at se resultatet efterfølgende. Efter aftensmad var de med til afviklingen af 19.30 udsendelsen, inden vi efterfølgende havde dialog med redaktøren om dagens resultat i forhold til redaktionsmødet fra morgenstunden. Og der blev også tid til en selfie med "ham fra fjernsynet".
ARBEJD' ARBEJD'
Den tredje dag er blevet brugt ude i virkeligheden. Eleverne trillede ud med kameraet på skulderen og mikrofonen i hånden og jagtede dagens historier. De har fået indblik i hvor svært det kan være, at få alle aftaler i hus og hvor mange ting der skal være styr på, mens en kilde er placeret foran kameraet. Det var med højt humør, at eleverne kom tilbage til TV-stationen. Derefter var det tid til speak- og manustræning, hvor de lærte hvordan man skriver det gode manus til en historie og hvad er vigtigt når man skal udtale. Derefter skulle alle elever en tur i speak boksen og forsøge sig foran mikrofonen.
DEN STORE KLIPPE DAG
Torsdagen skydes, ligesom de andre dage, i gang med en lille quiz. Men denne gang var det en quiz med resultaterne fra gårsdagens tur i speak boksen. De skulle gætte hvem af de andre elever, der gemte sig bag de forskellige stemmer, hvilket var vildt sjovt og til stor begejstring. Torsdag bød ellers på redigering, redigering og redigering. Alt det eleverne har lært om blandt andet ”den gode historie”, etik og kildekritik, kameravinkler, speak og manus, skulle nu stå sin prøve. Alt materialet fra gårsdagens optagedag blev set igennem og manuskripter blev skrevet, inden den endelige historie blev klippet sammen. Der var stor begejstring for at komme i gang, men det voldte store problemer pludselig at skulle samle det hele til den helt "rigtige" historie. Ligesom på en almindelig redaktion, så blev der knoklet igennem og især op mod deadline, var der travlhed blandt eleverne. Dog ikke for travlt til at kunne nå en selfie med FOTOVOGNEN.
DEN SIDSTE DAG
Den sidste dag er kommet. Dagen startede som de andre, med en omgang morgenmad og hygge i kantinen inden dagens endelige program begyndte. Det sidste til elevernes indslag skulle gøres færdig, inden vi alle kunne gå i studiet hvor værtstræningen kunne begynde. Her fik de kyndig vejledning i hvordan man skal stå, hvordan man skal bevæge sig, hvor man skal kigge hen og ikke mindst hvor ens hænder skal være når man fortæller. Der var en stor oplevelse for dem alle og de var virkelig dygtige alle sammen. Efter optagelserne kunne de nyde deres frokost, inden de endelige optagelser i studiet. Til sidst gik vi i Medietanken til endeligt gennemsyn af deres indslag. Her kunne de på det helt store lærred, se deres egne indslag. Det var en stor oplevelse og det var 12 meget stolte elever der sad i salen. Efter at have set deres indslag, var der diplomoverrækkelse, inden det endelige farvel.
En uge med erhvervspraktikanter på TV MIDTVEST er nu slut. For første gang nogensinde i TV MIDTVESTs historie har vi haft erhvervspraktikanter på stationen. Det har, som tidligere skrevet, kun kunnet ladet sig gøre med støtte fra TV MIDTVEST Støtteforening og fra TV MIDTVEST. Det har været en stor oplevelse, for såvel eleverne som for stationen. Eleverne er hver dag mødt ind med masser af overskud og gåpåmod og de har taget alle informationer, øvelser og udfordringer i stiv arm. Om de skulle sidde i flere timer og høre omkring det teoretiske bag en historie eller det gode billede, sende en LIVE udsendelse, kontakte kilder, speake, klippe indslag eller tale til en teleprompter, så klarede de det alt sammen vildt flot og meget overbevisende. Det har været lærerigt for eleverne, men bestemt også for TV MIDTVEST. Det har været inspirerende, at have en helt ny målgruppe på besøg på den måde og huset har været fyldt med god energi og godt humør. De 12 elever har virkelig gjort en forskel for TV-stationen og vi er meget taknemmelige for at de valgte et erhvervspraktikforløb hos os.