Danmarks største halbal med Kandis og Stig Rossen

Siden premieren i 2016 har flere tusinde feststemte gæster hvert efterår fornøjet sig til Danmarks Største Halbal. Lørdag 26. oktober 2019 forvandles Jyske Bank Boxen atter til årets største dansefest, som traditionen tro vil være pakket festligt ind med underholdning fra Kandis og Stig & Vennerne, et kæmpemæssigt dansegulv, lækker mad og fællesskab.

Den store tilstrømning glæder halballets faste og populære spillemænd, Kandis samt Stig & Vennerne:

- Danmarks Største Halbal kan samle en masse mennesker, som gerne vil hygge sig og have en fantastisk aften. Vi elsker selv at komme her, og det bliver helt fantastisk at gøre det for fjerde år i træk. Jeg føler virkelig, at folk elsker den her nye tradition, siger Johnny Hansen fra Kandis.

- Vi oplever mange halballer rundt omkring i Danmark, men der er noget helt specielt over stemningen i Jyske Bank Boxen, når så mange mennesker har en fantastisk aften med god mad og god musik. Det kan noget, og det er virkelig en kæmpe oplevelse, siger Stig Rossen, som til Danmarks Største Halbal er ledsaget af Bamses Venner.

Også i MCH glæder man sig til den fjerde udgave af Danmarks Største Halbal, som indeholder lidt nyheder. 

- Vi har lyttet til de forskellige input omkring priserne, vi har fået fra flere gæster. Samtidig fornemmer vi, der kan blive behov for plads til endnu flere gæster i salen. Derfor justerer vi priserne og opretter samtidig en helt ny type pladser på tribunen uden spisning, men med adgang til festen på dansegulvet, siger Nicki Quist, leder af Kultur i MCH.

I samarbejde med MCH tilbydes medlemmerne af støtteforeningen rabat på billetter i kat B og kat C.

Køb billetter her!