Formål og vedtægter
Støtteforeningen er en god idé
I dag giver støtteforeningens nu mere end 15.000 medlemmer et uvurderligt skulderklap til stationens omkring 100 medarbejdere og bidrag fra støtteforeningen gør det hvert år muligt at producere film og tv ud over det sædvanlige.
Opbakning og indflydelse
Som medlem af støtteforeningen er du også en del af den folkelige og demokratiske opbakning til TV/MIDT-VEST, fordi du kan være med til at vælge bestyrelsen for støtteforeningen og 24 af 72 medlemmer af tv-stationens repræsentantskab. Det er repræsentantskabet, der vælger medlemmer til TV/MIDT-VESTs bestyrelse, der er stationens øverste myndighed.
Som tak for støtten giver vi alle medlemmer en række fordele under navnet TV/MIDT-VEST Plus.
Tilmelding
Kontingentet til Støtteforeningen for TV/MIDT-VEST er 110,- kr. om året pr. person. Du kan tilmelde dig her.
Vedtægter for Støtteforeningen for den regionale
TV-virksomhed TV/MIDT-VEST -
§ 1
Foreningens navn og definition af sendeområde
Stk. 1. Foreningens navn er "Støtteforeningen for den regionale TV- virksomhed TV/MIDT-VEST", Søvej 2, 7500 Holstebro, der omfatter de tidligere Ringkjøbing og Viborg amter. Der anvendes også et binavn: ”TV/MIDT-VEST Plus”.
Stk. 2. TV/MIDT-VESTs sendeområde er de tidligere Ringkjøbing og Viborg amter.
§ 2
Formål
Foreningen har følgende formål:
a) At vælge et antal repræsentanter til repræsentantskabet for TV/MIDT-VEST.
b) At medvirke til at skaffe en bred folkelig opbakning bag TV/MIDT-VEST.
c) At kunne yde økonomisk støtte til TV/MIDT-VEST, fortrinsvis til gennemførelse af særlige projekter.
d) At motivere og eventuelt yde økonomisk støtte til etablering af supplerende produktionsmiljøer.
e) At kunne stifte, indskyde og udlåne kapital i og til fonde, selskaber eller institutioner, der samarbejder med TV/MIDT-VEST.
f) At afholde møder for foreningens medlemmer.
g) I øvrigt at arbejde for at fremme TV/MIDT-VEST's virksomhed.
§ 3
Medlemskab
Stk. 1. Enhver person kan optages som medlem af foreningen.
Endvidere kan kollektive enheder (foreninger, organisationer, selskaber el. lignende) med hjemsted i TV/MIDT-VESTs sendeområde optages som medlemmer, men et kollektivt medlem kan kun tillægges én stemme på generalforsamlingen.
Stk. 2. Et medlemsskab forudsætter, at man tilslutter sig foreningens formål, og at kontingent er betalt.
§ 4
Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.
Stk. 3. Generalforsamlingen kan fastsætte sin forretningsorden.
Stk. 4. Den ordinære generalforsamling indkaldes med mindst 3 ugers varsel gennem TV/MIDT-VEST. Dato for generalforsamling skal angives på årets girokort.
Stk. 5. Af hensyn til generalforsamlingens afvikling kræves adgangstegn i de år, hvor der er valg til repræsentantskabet. Adgangstegnet bestilles af medlemmet senest kl. 12.00 ugedagen før generalforsamlingen. Tilmeldingsfristen skal oplyses i indkaldelsen. I de øvrige år kan bestyrelsen forlange, at adgang til generalforsamlingen er betinget af, at
der senest kl. 12.00 ugedagen før af medlemmet er bestilt adgangstegn. Tilmeldingsfrist skal
oplyses i indkaldelsen.
§ 5
Generalforsamlingens dagsorden
Stk. 1. Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Det reviderede regnskab for det senest afsluttede regnskabsår.
4. Behandling af indsendte forslag.
5. Fastsættelse af medlemskontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. På generalforsamlingen vælges fire medlemmer til bestyrelsen, to fra det tidligere Ringkjøbing amt og to fra det tidligere Viborg amt. Valget er gældende for to år.
7. Valg af to suppleanter til bestyrelsen, en fra det tidligere Ringkjøbing amt og en fra det tidligere Viborg amt.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.
Herudover skal der på dagsordenen - i de år, der er behov derfor optages et punkt om valg af medlemmer/suppleanter til repræsentantskabet for TV/MIDT-VEST.
Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsens formand i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 6
Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når en ordinær generalforsamling eller bestyrelsen har besluttet det, eller når mindst 10% af medlemmerne (opgjort pr. seneste 31. december) fremsætter begæring derom.
Stk. 2. Indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling skal indeholde en motiveret dagsorden.
Stk. 3. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel gennem TV/MIDT-VEST.
Stk. 4. Af hensyn til generalforsamlingsafvikling kan bestyrelsen forlange, at adgang til en generalforsamling er betinget af, at der senest ugedagen før af medlemmet er bestilt adgangstegn. Tilmeldingsfrist skal oplyses i indkaldelsen.
§ 7
Afstemninger
Stk. 1. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved almindelige stemmeflerhed blandt de fremmødte medlem-mer. Beslutning om ændringer i vedtægten kræver dog, at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for for-slaget.
Stk. 2. Stemmeafgivning ved fuldmagt kan ikke finde sted. Samme medlem kan afgive både 1 personlig stemme og 1 stemme for en tilknyttet stemmeberettiget organisation.
Stk. 3. Ved valg til de i stk 4. nævnte poster deler generalforsamlingen sig i to forsamlinger, bestående henholdsvis af medlemmer bosiddende i det tidligere Ringkjøbing amt og medlemmer bosiddende i det tidligere Viborg amt.
Stk. 4. Hver forsamling foretager under ledelse af et af bestyrelsen udpeget medlem først valget af en dirigent og vælger derefter på generalforsamlingens vegne halvdelen af bestyrelsens medlemmer, suppleanter for disse, samt i de år, der er behov derfor - valg af medlemmer/suppleanter til repræsentantskabet.
Ved hvert af de tidligere amters valg af 12 repræsentanter til TV/MIDT-VEST’s repræsentantskab skal der stå 8 forskellige af de opstillede navne, for at stemmesedlen er gyldig.
Ved hvert af de tidligere amters valg af 3 suppleanter til repræsentantskabet skal der stå 2 forskellige af de opstillede navne, for at stemmesedlen er gyldig.
Ved stemmelighed på sidste valgplads, foretages der lodtrækning om pladsen.
Stk.5. Stemmeret kræver gyldigt medlemsskab af mindst to måneders varighed og bopæl i TV/MIDT-VESTs sende-område. .
Stk 6. Valgbar er myndige personer, der har haft gyldigt og personligt medlemskab i mindst to måneder og har bopæl i TV/MIDT-VESTs sendeområde. Såfremt en opstillet kandidat ikke giver fremmøde ved generalforsamlingen, skal der foreligge skriftligt tilsagn om opstillingsvillighed.
§ 8
Bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen består af otte myndige medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig med valg af formand, næstformand, kasserer og sekretær, der tilsammen udgør bestyrelsens forretningsudvalg. Af disse fire poster skal to besættes med personer bosiddende i det tidligere Ringkjøbing amt og de øvrige to med personer, bosiddende i det tidligere Viborg amt.
Stk. 3. Når et medlem af bestyrelsen får varigt forfald, indtræder den suppleant, der er valgt af samme valgforsamling som medlemmet jvf. § 7, stk. 3, i bestyrelsen.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede på mødet. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 5. Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden beslutter det, eller det ønskes af mindst tre af dens medlemmer.
Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 7. Foreningen hæfter økonomisk alene med sin egenkapital, og foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer kan ikke gøres ansvarlige.
§ 9
Regnskabet
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret revisor.
§ 10
Ophør
Stk. 1. Bestemmelse om ophør kan kun træffes, hvis der ved to på hinanden følgende generalforsamlinger indkaldt uafhængigt af hinanden opnås mindst 2/3 stemmeflerhed for dette.
Stk. 2. Ved foreningens ophør træffer to på hinanden følgende generalforsamlinger bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.
Således vedtaget på generalforsamlingen i Støtteforeningen for TV/MIDT-VEST den 2. marts 2009
Kurt Kvist, dirigent